Italien - fredag den 30. marts 2018


Fra Haut-Vully til Celle i Tyskland

Tilbage

Marie havde en ide om, at vi skulle tidligt op og se udsigten fra morgenstunden. Men det kneb med at komme ud af sengen. Vi havde åbenbart ikke fået sovet helt færdigt, da Marie startede varmen op ved 5:30 tiden. Først ved 7:30 tiden stod vi op. Vi kunne konstatere, at vejret atter forhindrede os i vores planer. Der lå en tung dis over området og det ville ikke give mening, at køre op til udsigtspunktet igen.

Så kunne vi i stedet nyde vores morgenmad i fred og ro - og få opdateret dagbogen.

Vi har lovet Daniel, at vi vil køre forbi ham, for at tage nogle ting med til Danmark. Han skal godt nok selv til Danmark lige efter påske, men med fly. Det sætter en begrænsning for, hvad han kan slæbe med sig.

Så vi kører til hans lejlighed i Epsach. Det tager en halv times tid, at køre dertil. Men han er der ikke og han svarer ikke på hans mobiltelefoner. Så prøver vi at køre til den lejlighed, han er ved at sætte i stand i Studen. Her er han heller ikke. Vi sender ham en SMS, mens vi kører efter en benzinstation, så vi kan få tanket op inden hjemturen.

I Brügg får vi tanket op og da vi stadig ikke har hørt fra Daniel, vælger vi at sætte snuden efter motorvejen mod Basel. Kl. Er ca. 10:30, da vi sætter damp under kedlerne og begynder en langtur nord på. Dagens destination er Celle mellem Hannover og Hamburg.

Da vi nærmer os Basel, hører vi endelig fra Daniel - men nu er det for sent. Han har ladet sin mobiltelefon ligge i bilen under et familiebesøg.

Resten af dagen foregår på motorvejene mod nord, Først efter Basel, dernæst efter Freiburg, Karlsruhe, Frankfurt og Kassel. I Kassel bakker oplever vi for første gang en begrænsning i camperens kræfter. De lange seje bakker trække tænder ud på motoren og vi skal lige undgå at placere os i den venstre vognbane, når det går op af bakkerne. Men ellers går det bare derudaf.

Marie har lovet påskefrokost, når vi når til Celle og ved knap 8-tiden, er vi fremme ved en parkeringsplads lige ved siden af Garnisionskirken, hvor der er gratis p-pladser til campere. Marie har haft en lang arbejdsdag, så det må være fair, at jeg sørger for at smække lidt påskefrokost på bordet. Et par kogte æg, tomater, sild og masser af ost udgør det sublime måltid, skyllet ned med en god øl og en enkelt snaps.

På vejen til Celle har vi bl.a. hørt Kim Larsens live-album “Det var en torsdag aften”. Her omtaler Kim bl.a. Midt om Natten filmen og den får vi lyst til at se. Så da maden er taget af bordet, finder vi filmen på Apple store og nyder den på Ipad’en. Det er nu ikke så dårlig en film. Den var først slut ved 23:45-tiden, så nu var det på hovedet i seng.

Tidligt på aftenen var der nogle drønnerter, der skulle brænde dæk af i et parkeringshus lige bag os. Men de var da heldigvis blevet trætte af det og var forduftet igen. Så nattens afbrydelser bestod af Garnisionskirkens klokker, der slog kvarterslag og med den store klokke markeredes klokken hel.

1